Nysted Natura 2000 - Nysted Strand Camping
Language - Sprache - Taal lørdag, 25-03-2017

Nysted Natura 2000

Nysted Strand Camping lige i midten


Nysted Strand Camping ligger midt i et stort Natura 2000 område, Nysted Nor, Frejlev bugt, Rødsand, Hyllekrog, Stubberup nor - ialt et areal på 6.000 ha. bestående af kyst, øer, holme og lavvandet område velegnet til ynglende og rastende fugle.

Nysted Natura 2000


Naturen får det bedre. Og Plettet sæl, Gråsæl, rørdrummen og havørnen er blandt de dyr, som har glæde af, at vigtige levesteder er udpeget til Natura 2000-områder. Aktiv pleje, som led i de kommende Natura 2000-planer, vil flere steder forbedre forholdene yderligere.
Nysted og omegn er levested for følgende; spættet sæl, gråsæl, havørn, klyde, sædgås, taffeland, troldand, rørhøg, trane, splitterne, fjordterne, havterne, dværgterne, plettet rørvagtel, engsnarre, skæv vindsnegl, damflagermus, grågås, rørdrum, natugle, knopsvane, sangsvane, mørkbuget knortegæs, skarv, bredøret flagermus, eremit, hvinand, blishøne, mosehornugle, toppet skallesluger og stor skallesluger.



Havørn


Havørnen er efter 75 års fravær igen en dansk ynglefugl. Og i modsætning til før, er den i dag meget velkommen. Tidligere blev den lagt for had og bekæmpet af bl.a. jægere og fiskere, der så havørnen som en konkurrent. I dag er bestanden i fremgang, og havørne kan ses mange steder i landet. Også i mange Natura 2000-områder.

Den gamle havørn er let at kende på sit gule næb og hvide hale. Ungfuglene er mere ensfarvet mørke. Kosten er alsidig: Den kan fange andefugle og fisk eller som på billederne leve af ådsler. Havørnene opholder sig i landet året rundt, men den trækker ud til de isfrie kyster, hvis søer og fjorde fryser til. Genindvandringen af havørnene er en stor succes for naturforvaltningen af det danske landskab: Med en målrettet indsats kan vi få vores mistede natur igen.



Rørdrum


Rørdrummen er en af de Natura 2000-fuglearter, der lever allermest skjult. Normalt ser man den ikke, for den falder let i med tagrørene. Dens karakteristiske sang – eller pauken som den kaldes – kan derimod høres over store afstande. Det lyder lidt, som hvis man blæser i en stor flaske. De seneste årtier er rørdrummen blevet mere almindelig. Den har nydt godt af, at man mange steder har genoprettet naturen og hævet vandstanden. Med de kommende naturplaner, der laves for alle Natura 2000-områder, vil naturen mange steder blive endnu vådere.



Spættet sæl
Spættet sæl

Plettet sæl


Sælunger der ligger alene på strandbredden og hyler, er oftest ikke blevet forladt. Moren er sandsynligvis svømmet ud for at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Man skal derfor lade sælungerne være. Menneskers færden i nærheden af ungen kan hindre, at moren vender tilbage.